Skole stod i flammer få uger efter skoleleders første arbejdsdag

Den 7. maj er det et år siden, at Gedved Skole nær Horsens var udsat for en voldsom brand, der endte med at koste flere faglokaler livet. Et år efter, at flammerne blev slukket, er genopbygningen godt i gang.

Da Mette Malmros sidste år satte sin underskrift på sit første skolelederjob på Gedved Skole, var det en brandvarm velkomst. Bogstaveligt talt.

Efter tre uger i spidsen for den sydøstjyske folkeskole stod hendes nye arbejdsplads i flammer, og hun kunne fra lang afstand se røgen stige op.

- Jeg bor en halv times tid herfra, og inden jeg nåede herud, kunne jeg godt se, at det var alvor, og meldingerne tikkede ind, siger skolelederen.

Den 7. maj er det præcist et år siden, at skolen brændte.

Optagelserne er fra 7. maj 2023.

Dele af skolegården har siden uge otte i år været transformeret til en byggeplads, hvor et lokalt entreprenørfirma arbejder på at få skolen helt klar fra næste skoleår.

Eleverne må i øjeblikket tage til takke med mindre skolegård, mens genopbygningen foregår.
Eleverne må i øjeblikket tage til takke med mindre skolegård, mens genopbygningen foregår.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV SYD

- Året er gået hurtigt, og der er sket mange ting, men vi er også stadigvæk et godt stykke fra at være færdige, siger Mette Malmros.

Anderledes undervisningsmiljø

Under branden for snart et år siden var det skolens naturfagslokaler med dets genstande som udstoppede dyr, der måtte lade livet.

Simon Beck Jochumsen er tidligere elev på skolen, og arbejder i dag som lærer i blandt andet fysik/kemi. Derfor gjorde tabet af faciliteterne ondt på ham. Han sad til familiefødselsdag, da han i medierne kunne læse, hvad der foregik.

- Det var ikke en sjov dag. Det gav da en knude i maven, og det gjorde det lang tid efter, siger han.

Simon Beck Jochumsen underviser i alle naturfag på Gedved Skole. Han har derfor været en af dem, som skulle indstille sig på andre undervisningsfaciliteter.
Simon Beck Jochumsen underviser i alle naturfag på Gedved Skole. Han har derfor været en af dem, som skulle indstille sig på andre undervisningsfaciliteter.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV SYD

Branden skete samtidig med optakten til 9. klassernes eksamen. Med tabet af naturfagslokalerne var der behov for en hurtig nødløsning. Den kom på skolen i nabobyen Egebjerg, hvor Gedved Skoles elever gik til afsluttende prøve.

Efter sommerferien finder undervisningen i fysik/kemi og biologi fortsat sted på en midlertidig base, men i dette skoleår har der ikke været behov for at indlogere sig hos kollegerne.

På parkeringspladsen står en pavillon, som skal bruges, indtil de nye naturfagslokaler er genetableret.

Undervisningstime fra det midlertidige naturfagslokale.
Undervisningstime fra det midlertidige naturfagslokale.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV SYD
Naturfagsundervisningen foregår i denne pavillon, som står på skolens parkeringsplads.
Naturfagsundervisningen foregår i denne pavillon, som står på skolens parkeringsplads.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV SYD

Det gav ifølge Simon Beck Jochumsen lidt udfordringer i de snefyldte vintermåneder, da man skal udenfor for at komme fra det ene lokale til det midlertidige. Når alt kommer til alt, mangler han ikke noget i sin undervisning.

- Det er nogle rigtig fine forhold med noget godt inventar, så vi kan bestemt ikke klage over det, som er sat an her med de midlertidige lokaler, siger skolelæreren.

Godt for sammenholdet

Udover naturfagslokalerne og deres inventar pulveriserede flammerne den 7. maj også lærernes og pædagogernes forberedelsesmateriale, der ifølge Mette Malmros var skattekisten for en skole som deres.

Mette Malmros glæder sig til, når skolen står færdig ved begyndelsen af næste skoleår.
Mette Malmros glæder sig til, når skolen står færdig ved begyndelsen af næste skoleår.
Foto: Sebastian Würtz Bonde, TV SYD

Det var derfor også ifølge skolelederen i kølvandet på branden svært for flere medarbejdere at holde humøret oppe. Alligevel har oplevelsen skabt et stærkt fællesskab.

- Der var et stort sammenhold, og da jeg også var ny, så måtte vi bare rykke sammen i bussen. Personalet har klaret det imponerende, for det har været omfangsrigt, siger Mette Malmros.

Gedved Skole håber på at være i mål med genopbygningen til september i det kommende skoleår.

TV SYD ville gerne fortælle, hvad brandårsagen var. Sydøstjyllands Politi er dog efter flere dage ikke vendt tilbage på vores henvendelse.